Hvad er opgaven?

I denne artikelserie, som vil følge de nærmeste dage, vil jeg bruge en anden fremgangsmåde, end man ofte ser.

Jeg vil gøre det helt enkelt.

Hvis du er begynder i dette game, så er det smart at starte med at se på opgaven, og at få et indblik i hvad det egentlig er der skal bringe dig imod dit mål. Som vel er at tjene penge på at handle valuta, det kunne også være noget andet, men lige her så er det valutakryds vi taler om.

Du har fem punkter at forholde dig til, hver gang du vil åbne en position (en handel).

  1. Hvilken tidsramme vil jeg handle i? (Den er til en start, altid den samme)
  2. Hvad er retningen i henhold til den valgte tidsramme? Altså skal jeg sælge eller købe.
  3. Hvor, i forhold til nuværende pris, skal jeg ind i positionen?
  4. Hvor, i forhold til nuværende pris, skal jeg ud hvis prisen ikke gør som forventet?
  5. Hvor, i forhold til nuværende pris, skal jeg ud hvis prisen gør som forventet?

Hvis det skal siges helt enkelt, så er din opgave at købe/sælge et valutakryds, og så regne med, på et senere tidspunkt, at kunne sælge/købe det igen med gevinst.

Det lyder vel ikke så svært?

Egentlig burde der, logisk set, være 50% chance for at ramme rigtigt.

Det er også rigtigt, du har 50% chance for at vinde og 50% for at tabe, men så er det at der kommer en spandfuld af parametre ind, der vil forstyrre billedet.

Opgaven er, enkelt sagt, at bringe de 50% sandsynlighed for at ramme rigtigt op over 50% og risikoen for at ramme forkert ned under 50%.

Inden vi går i gang med den øvelse, skal vi lige tale om værktøjet, det er jo ikke anderledes end i alle andre håndværk, i sidste ende drejer det sig om at have det bedste værktøj, og ikke mindst at forstå at bruge det.

Chartet.

Det er det helt grundlæggende værktøj, uden det kan du ikke se historik, retning, støtte eller modstands punkter.

Du kan sammenligne chartet med et landkort, og faktisk er det slet ikke nogen dårlig sammenligning.

Chartet kan vurderes i forskellige tidsrammer (timeframes); Måned, uge, dag, timer eller minutter. Hver tidsramme giver dig en forskelligt syn og overblik over det element du analyserer. (der er en anden, og mere fyldestgørende, artikel om chartet)

Men kort fortalt er sammenligningen til landkortet således at du har det store overblik i verdenskortet, og på chartet kan det sammenlignes med måneds chartet, Europakortet, kan sammenlignes med uge chartet, Danmarks kortet med time chartet, og kortet over en lille by kan sammenlignes med minut chartet.

Altså forskelligt overblik, afhængig af hvor meget du tager med på ”kortet”.

Hvis du vil vide meget mere om chartet, 
så kan du læse om det i af af nedenstående bøger.

En metode til at finde rette entry/exit punkter.

Som det andet stykke værktøj, så skal du bruge noget der kan hjælpe dig med at træffe afgørelse om hvor du skal ind og ud af din handel.

Der findes et utal af forskellige værktøjer til dette, og jeg vil her advare dig om at kaste dig ud i et overforbrug af indikatorer. De mest kendte er RSI og MACD, men der er mange der, når alt kommer til en test, viser det samme, bare i forskellige former.

Indikatoren er en lille model, der beregner forskellige grafiske fremstillinger af punkter på chartet der kan have interesse for den der kigger på det. Men her kommer allerede det første problem; Disse indikatorer kan i det store hele ikke vise dig noget du ikke kan se på det rå chart, og i mange tilfælde er de kun med til at forvirre billedet.

Det værste du kan gøre, er at plastre chartet til med en skov af forskellige indikatorer, så du ikke kan se hvad der foregår på chartet, hvilket sker alt for tit.

Derfor start med at holde det helt simpelt, og brug chartet med et enkelt værktøj der kan give dig en grafisk opfattelse af hvor modstand og støtte findes.

Her foreslår jeg pivot punkter, de er nemme at forstå og nemme bruge.

Nu har vi så defineret hvilke værktøjer vi vil bruge, ikke at du ikke kan bruge andre, men i denne serie, vil vi koncentrere os om det enkle.

Kom igen i morgen, hvor jeg vil starte med de fem punkter i vores opgave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *